Quentin Tarantino og musikken

Hvad er det der gør Tarantinos film så forbandede magiske?

Lad os forestille os, at en lille flok gangstere, alle klædt i sorte jakkesæt, banker en politibetjent i et gammelt lagerhus, før de binder ham til en stol med gaffatape og forhører ham, fordi han muligvis har sladret om dem.

Der er intet særligt revolutionerende ved dette billede i sig selv, men tilføjes det funky nummer “I Gotcha” af Joe Tex til lydbilledet, og scenen transcenderer på magisk vis.

 Lad os tage et andet eksempel. En High-class gangster injicerer heroin i en narkotikahandlers hjem. Scenen viser nærbilleder af heroinopvarmning, en sprøjte, og ja, du forstår hvor det leder hen, efterfulgt af en scene med gangsterens tilfredse ansigtsudtryk, imens han kører sin bil igennem byen.

 Normalt kunne denne slags scene stamme fra den mørke socialrealistiske, moderne Nordic noir genre. Men tilføjer du “Bullwinkle Part II” af The Centurians, og hele scenen ændrer sig radikalt fra noget mørkt og foruroligende til noget overjordisk og overraskende cool.

Tilføjelse af asynkron musik og lyd til en film handler ikke blot om at tilføje noget til atmosfæren. I hvert tilfælde ikke for Tarantino. For Quentin Tarantino er det musikken selv, der skaber scenen.

”En af de ting, jeg gør, når jeg starter en film, når jeg skriver en film, eller når jeg har en idé til en film, er, at jeg gennemgår min pladesamling og bare begynder at spille sange, jeg forsøger at finde filmens personlighed, finde filmens ånd. Og, ‘boom’, til sidst vil jeg falde over en, to eller tre sange, eller bare én sang i særdeleshed hvor jeg tænker ”Åh, dette ville være en fremragende sang til de indledende rulletekster” forklarer Tarantino i en pjece, der kom sammen med The Tarantino Connection, en kollektion af soundtracks fra hans film.

 Tager du denne slags påskønnelse af musik og den atmosfære, musik kan generere, og blander du den med en seriøs dedikation til gamle klassiske film og popkultur, så har du en perfekt cocktail, som i dagens ordforråd bedst beskrives som ”Tarantinoesque”.

 Reservoirdogs og musikken

 Lad os vende tilbage til “Reservoir Dogs” – Tarantinos lavbudget mesterværk fra 1992.

 Hvad skal der til for at lave en eksplosion af en film?

En masse fyre i jakkesæt, et lager, en lille café og et par filmoptagelser af et kontor og en gade. Cirka 85% (et groft skøn fra min side) finder sted på et lager.

Ingen raffinerede effekter, ingen CGI, ingen vilde kostumer, ingen filmmagi …

Skøn filmmagi er nøjagtigt, hvad denne film indeholder. Ikke på traditionel vis, men lad os tage et eksempel af diegetisk musik og huske den vidunderlige scene mellem Mr. Blonde og politibetjenten. “Stuck in the middle with you” af Steelers Wheel blev for evigt ændret.

  Og har du tilmed en stærk dialog, der får publikum til at knytte sig til karaktererne – hvis navne vi ikke engang kender – har du alt, hvad du har brug for til at skabe filmhistorie.

 Efter min ydmyge opfattelse, er det en kriminaliseret hyldest af filmklassikeren “12 angry men” fra 1957, hvor man også har en gruppe ‘ukendte’ mennesker, der skændes om og diskuterer en sag i en retsbygning som en jury. I Reservoir Dogs har vi en gruppe gangstere på et lager, der skændes om et baghold.

 Pulp Fiction og musikken

To år efter Reservoir Dogs lavede Tarantino Pulp Fiction, og hans navn blev cementeret i kult cinematik for evigt. Pulp Fiction er sandsynligvis stadig den mest berømte og legendariske af Tarantino’s filmkollektion, og når han beskriver sin inspiration til denne kultklassiker, siger Tarantino det meget lige ud; det er en fejring af en bestemt slags genre: ”pulp-genren”. Tarantino forklarer i et interview: ”I Pulp Fictions tilfælde tænkte jeg, at det ville være ret cool at tage 3 separate historier og gøre dem til de arketypiske historier” Hvad sker der hvis vi hænger ud med disse karakterer igennem en hel, dag spørger han selv.

Tarantino og popkultur

Tarantino fejrer popkunst og popkultur i filmenes æstetik, hvilket er utroligt tydeligt i hans films plakatkunst.

Åbnings rullekreditter og farveskemaerne giver associationer til tegneserier og popkunst, hvilket, sammen med musikken, atmosfæren og karaktererne blandes sammen i en smuk eliksir.

 Uanset om du kan lide alle hans film eller ej, kan de fleste være enige om, at især hans første værker havde filmmagi. Den magi, der fik selv almindelige mennesker til at investere tid, følelser og kærlighed i nogle temmeligt langt ude personligheder. Få en sort gangster i et jakkesæt til at recitere et bibelsk citat, før han dræber en anden kriminel, efter at have spist hans morgenmad, og du har noget af en personlighed foran dig.