Han er lige så smuk, som han er farlig. Mr. White vil ikke blot få dit hjerte til at smelte med sin varme bariton-stemme, han vil skære dig i stykker samtidig. Aldrig undervurder effekten af et smukt smil. Udover at levendegøre karakterer fra Pulp Fiction, Reservoir Dogs og Kill Bill bringer han definitivt energien til dansegulvet sammen med sine kollegaer, og han forventer med sikkerhed, at du gør ham selskab.
KARAKTERER
Vincent Vega
“Our man from Amsterdam”! Vincent Vega fremstår for de fleste som den ikoniske gangster fra Pulp Fiction, der indtager dansegulvet på Jack Rabbit Slims sammen med den forførende og coke-berusede Mia Wallace. Han slår folk ihjel af princip, og har ikke altid helt styr på, hvornår en pistol går af mellem hænderne på ham. Vincent er med karisma, udtryk og forkærlighed for heroin, en af de mest populære og elskede figurer i Tarantinos persongalleri.
Mr Blonde
For nogen er han en kær ven af familien. En loyal og hårdtarbejdende tyv, som gør hvad der skal til, for at et job bliver gjort ordentligt. For andre er han skingrende psykopat. De fleste af os mistænker ham for, at besidde en mindre sadistisk nerve, men måske det kun er rettet mod politifolk? Han er i hvert fald en farlig type at rende om hjørner med. Stealers Wheel’s “Stuck in the middle with you” vil aldrig blive det samme igen.
Django
Da Franco Nero indtog scenen som Django i kultklassikeren “Django” fra 1966, blev karakteren foreviget som den stygge og pistolsvingende selvtægtsmand, der vandrer gennem ødemarken med en gravkiste bundet til ryggen. Django karakteren udleves af både Mark Schedler og Mathias Hvidberg i The Tarantino Twist Show, og er mest af alt en levendegørelse af den klassiske westernhelt. Den ensomme cowboy.
Bill
David Carradine udødeliggjorde den ikoniske karakter “Bill” i de todelte mytologiske fortælling om Beatrix Kiddos hævnfulde odyssé. Bill er leder af den førende gruppe af de ypperligste lejemordere, kaldet “the deadly viper assassination squad”. Bill melder sig på scenen, fløjtende en melodi, der byder velkommen til den forførende og drabelige Elle Driver.
Bag karakteren: Mathias Hvidberg Jørgensen
Mathias er professionel scenekunstner og teatermager med mange års erfaring i at skabe immersivt og interaktivt teater i Danmark. Han har i flere år arbejdet med burlesque og kabaret som karakteren Siam De Sade, og har optrådt professionelt med musik og teater i mere end 10 år. De sidste par år har han arbejdet med Aarhus Teater, Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera i nogle af de større produktioner, som følge af hans uddannelse som dramaturg. Han er en kamæleon på scenen og besidder store evner til at give publikum den fulde interaktive oplevelse.